Gastrisk Bypass

Der findes tre former for fedmeoperationer i Danmark, nemlig Gastrisk Bypass, Gastrisk Sleeve samt Gastrisk Banding.

Gastrisk Bypass (GBY) er den mest benyttede, og den mest effektfulde:
 

Operationen:

Operationen kaldes Laparoskopisk Gastrisk Bypass. Den udføres med kikkertteknik gennem fem små snit i bugvæggen. Før operationen passerer maden fra spiserøret via mavesækken ned i tolvfingertarmen, derfra til tyndtarmen og videre til tyktarmen. Ved operationen deles mavesækken i to. Den øverste del af mavesækken forbindes med tyndtarmen. Efter operationen passerer maden fra spiserøret via den lille nye mavesæk videre til tyndtarmen. Den resterende del af mavesækken fortsætter med at producere fordøjelsesvæsker, som føres ind i tyndtarmen længere nede.

 

Komplikationer

Alle operationer kan medføre komplikationer, og Gastrisk Bypass er en omfattende operation med risiko for blandt andet følgende:

Tidlige komplikationer:

  • Lækage (utæthed) ved sammensyningen mellem tarm og mavesæk eller isammensyningen mellem de to tyndtarme, hvorved mavesaften løber ud i bughulen. Opstår der en lækage, vil det være nødvendigt med en ny operation

  • Blødninger omkring operationsstedet. Opstår der blødninger, kan det blive nødvendigt med en ny operation

  • Problemer med passage i tarmen. Det kan medføre en ny operation

  • Betændelse. For at forebygge betændelse i sårene får man antibiotika i forbindelse med operationen

  • Lungebetændelse. Forebygges ved at være mest muligt oppe af sengen efter operationen

  • Blodpropper. Forebygges med blodfortyndende medicin, støttestrømper og ved at være mest muligt oppe af sengen efter operationen

  • Død. Indenfor det første år efter operationen er der en risiko på 0,5% for patienter yngre end 60 år og en betydelig øget risiko for patienter ældre end 60 år

 

Senkomplikationer

  • Mavesår i sammensyningen mellem den lille nye mavesæk og tyndtarmen.

  • Forsnævring af sammensyningen mellem den nye lille mavesæk og tyndtarmen eller mellem sammensyningen mellem de to tyndtarme

  • Tarmslyng

  • Kroniske mavesmerter

  • Brok

  • Galdesten pga. stort vægttab

  • Vitamin- og mineralmangel

  • Hårtab

  • Hudproblemer

(Kilde: Hvidovre Hospital)

Kontaktoplysninger

 

Sociale links