Vidste du at...
uden fedmekirurgi kan det for mange være helt umuligt og urealistisk at tro på, at kampen kan vindes

Det står vi for

Gb-foreningen er stiftet lørdag den 27. maj 2006 og har som overordnet formål at være samlingssted og støtte/patientforening for personer der overvejer, venter på eller har fået foretaget en operation for deres overvægt, samt pårørende og andre interesserede.

Gb-foreningen driver ud over foreningens officielle hjemmeside www.gb-foreningen.dk også forummet Gb-forum.dk, på www.gb-forum.dk, hvor der kan læses dagbøger, stilles spørgsmål og opnås kontakt til andre personer der står i samme situation som en selv.

Gb-foreningen har en række mærkesager, som der arbejdes for og de skal kort herunder beskrives:

  • Holdningsændring i samfundet
    Gb-foreningen ønsker at arbejde for en holdningsændring i samfundet, og udbrede kendskabet til befolkningen om  fedme og baggrunden herfor
  • Fedme er en sygdom
    Fedme er en sygdom på lige fod med andre misbrugsproblemer. Svær fedme bekæmpes ikke med simpel kostomlægning. Det drejer sig ikke om svage karakter eller viljestyrke hos den enkelte, men derimod om alvorlig spiseforstyrrelse som det også er tilfældet med anoreksi og bulimi.
  • Økonomisk gevinst på fedmeoperationer
    Fedme er ikke kun et alvorligt sundhedsproblem for den enkelt men i høj grad også en belastning for samfundet. Personer med svær overvægt får ofte følgesygdomme der kræver hyppige lægebesøg og høje medicinudgifter og hyppigere hospitalsindlæggelser. Dette pålægger samfundet en stor økonomisk byrde. Vi mener at denne byrde på længere sigt kunne nedbringes og der  reelt set kunne sparres penge ved hurtigere at gå ind og tilbyde fedmekirugi.
  • Fedmeoperationer har en gunstig indvirkning på arbejdsevnen
    Ud over den helbredsmæssige del og den økonomiske byrde på den offentlige sundhedssektor, er svært overvægtige i stor risiko for marginalisering fra arbejdsmarkedet. Dette er et samfundsproblem, ikke mindst aktuelt, hvor der på det danske arbejdsmarked allerede er mangel på arbejdskraft. En marginalisering medfører ikke kun en udelukkelse fra arbejdsmarkedet, men i høj grad også andre sociale problemer der kan belaste både den enkelte og samfundet.
  • Ventelisterne skal nedbringes.
    I september 2006 kom fedmekirurgi ind under ventetidsgarantien. Dette betyder at det nu er muligt at blive omvisiteret til privathospital hvis det offentlige sygehus ikke kan påbegynde et behandlingsforløb inden for 4 uger. Dette er selvfølgelig glædeligt. Dog er det sådan at den samlede kapacitet på de opererende sygehuse (private såvel som offentlige) langt fra er stor nok til at imødekomme det behov der reelt er for operationer af denne type. Gb-foreningen ønsker den samlede danske kapacitet på de opererende sygehuse sat op, således at de meget lange ventelister kan blive nedbragte.
  • Psykologsamtaler
    Som fedmeopereret oplever man et meget stort vægttab inden for relativ kort tid. Dette har ikke kun indvirkning på fysikken, men i høj grad også på psyken. Mange fedmeopererede udvikler depressioner efter en fedmeoperation, samt eksistentielle kriser, idet hoved og krop har svært ved at følges ad. Gb-foreningen ønsker at de fedmeopererede fra offentlig side får tilbudet om et  antal psykologsamtaler, for at forebygge evt. problemer med psyken og få værktøjer til at overkomme de psykiske aspekter, som vægttab efter mange års svær overvægt ofte medfører.
  • Hudreduktion
    Når man er fedmeopereret opnår man som sagt ofte et meget stort vægttab over kort tid. Dette resulterer ofte i at den opererede får meget overskydende hud. Dette kan have både fysiske og psykiske gener. Kravet for at få foretaget hudreduktion på offentlige sygehuse er list svingene. Men hovedsageligt mødes patienten med et krav om en BMI på 25 eller derunder (dvs. normalvægtig). Idet fedmeopererede sjældent bliver reelt normalvægtige mener vi i Gb-foreningen, at dette krav er ganske urimeligt. Ofte er der tale om mange kg. hud der skal fjernes. Resultatet af det kan være at den fedmeopererede, hvis det endelig lykkes at opnå en normal BMI, kan ende ud i en situation hvor patienten efter hudreduktion fremstår som undervægtig, og dermed også i en dårlig ernæringstilstand. Gb-foreningen ønsker lempelige regler i forhold til vores gruppe af patienter, således at kravet om en normal BMI fraviges i de tilfælde hvor vægttabet skyldes en fedmeoperation. 
  • Traditionel behandling er nytteløs
    Det har vist sig gennem mange års studier, at den traditionelle behandling er nytteløs ved svær adiposita, og derfor er fedmekirurgi nødvendig såfremt der skal være en hjælp til de ramte personer. Foreningen vil arbejde for at udbrede kendskabet til mulighederne indenfor fedmekirugi. Vi vil arbejde for at give befolkningen et andet og mere realistisk billede af hvordan livet som opereret er og hvilke muligheder det bringer med sig.  Herudover ønsker vi at medvirke til at de praktiserende lægers forståelse for mennesker der lider af svær overvægt højnes og at de i højre grad vil gå ind og støtte patienterne i beslutningen om at få foretaget en operation for deres overvægt.

Aktiviteter i Gb-foreningen

For at opnå foreningens mål om at være støtte for kommende og nuværende fedmeopererede, samt oplyse og udbrede kendskabet til fedmeoperationer generelt,  har foreningen en række aktiviteter og tiltag.

  • Gb-Ambassadører
    Lokale kontaktpersoner der er fordelt over hele landet. Ambassadørernes opgaver er at guide patienter videre ind i det netværk af støtte, rådgivning og oplysning som foreningen står for. Gb-Ambassadørerne kan f.eks. vejlede om ventetids/behandlingsgarantien, lokale støtte grupper, operationstyper, opererende sygehuse m.m.
  • Infomøder
    Gb-foreningen holder mange informationsmøder rundt om  i landet. Møderne henvender sig til de patienter der endnu ikke har gennemgået en operation for deres overvægt, men overvejer eller venter, samt deres pårørende. Emnet for møderne er livet før, under og efter en operation for overvægt.  2 repræsentanter fra foreningen fortæller under møderne om deres oplevelser og erfaringer i forbindelse med deres egen operation, og der er muligheder for at stille uddybende spørgsmål
  • Informationsfolder
    Gb-foreningen har udarbejdet en informationsfolder vedrørende operation for svær overvægt. Folderen bliver uddelt på alle infomøder, til sygehuse, privat praktiserende læger m.m.  Folderen kan downloades via foreningens hjemmeside, men kan hvis ønskes også tilsendes i papirformat
  • Foredrag
    Gb-foreningen arrangerer løbende forskellige foredrag om emnet overvægt. Emnerne for foredragene variere, men vil altid have en relation til overvægtsproblematikken. Foredragene  henvender sig ofte både til ikke opererede samt opererede
  • Gb-forum
    Gb-forum er foreningen forum på internettet, for både medlemmer og ikke medlemmer. Forumet er et støtteforum, hvor den positive og støttende tone hersker. Vi ønsker at vores brugere af forumet får muligheden for at opnå kontakt med andre i samme situation som dem selv, samt til det netværk generelt som foreningen står for. Forumet er åbent for alle. Det er således ikke et krav at man skal være medlem af foreningen for at bruge forumet – mange af vores brugere er dog medlemmer. På Gb-forum har vores brugere blandt andet også mulighed for coaching via Den Fede Coach, som foreningen samarbejder med.
  • Gb-foreningen.dk
    Foreningens officielle hjemmeside, der løbende opdateres med nyheder inden for foreningen, samt artikler og omtale af foreningen og fedmeoperationer.
  • Støttegrupper
    Gb-foreningen har kontakt til en række støttegrupper rundt om i landet. Støttegrupperne er offentliggjorte på foreningens hjemmeside samt Gb-forum.  Støttegrupperne er privatejede og det kræver ikke medlemskab af foreningen at deltage i dem. I Gb-foreningen anser vi støttegrupperne for uvurderlige, idet man her har muligheden for at mødes med andre der gennemgår det samme som en selv, og som ved hvilke skelsættende ting en operation fører med sig. Alle der har en støttegruppe for fedmeopererede har mulighed for at få den offentliggjort på foreningens hjemmeside.

Gb-foreningen arbejder uegennyttigt, med det ene formål: at hjælpe og støtte andre i deres livs største og mest skelsættende beslutning.